Gymnastik
OBS! Retningslinjer som følge af Covid-19:
Pga. Covid-19 situationen ser vi os nødsaget til at lave følgende retningslinjer:
Alle børn skal være tilmeldt via hjemmesiden inden første træning. Det er ikke muligt at deltage i træningen, hvis man ikke er tilmeldt holdet. Dette for at kunne opspore evt. smittekæder.
Alle børn skal afleveres ude ved hovedindgangen. Der vil stå en voksen og tage imod børnene og sørge for, at den nødvendige hygiejne overholdes. Der vil blive sørget for, at børnene bliver guidet ind til træningen. Alle voksne og søskende skal vente udenfor. For at deltage på de forskellige gymnastikhold, vil der være behov for, at I som forældre hjælper til med forskellige arbejdsopgaver. Gymnastikforeningen sørger for, at der er de nødvendige rengøringsartikler stillet til rådighed.
På alle børnehold vil der blive afholdt et forældremøde i uge 36 til den første træningsgang ved timens start. Her vil der blive informeret omkring de nye retningslinjer, og der vil blive lavet en turnusordning for rengøring af redskaberne. Det er obligatorisk at deltage i forældremødet. Mødet afholdes uanset vejr og vind.
Gældende for forældre/barn:
Alle forældre sikrer, at man selv og barnet har sprittet hænder af, inden træningen starter. Derudover forventer vi, at alle hjælper hinanden med at rengøre redskaberne efter brug.
Gældende for Drengefræs og Filurpigerne:
Der vil være behov for forældrehjælp til at modtage børnene ved indgangen. Ligeledes til at sidde udenfor og være forældrehjælp til at hjælpe børnene på toilettet samt tage kontakt til forældre, hvis der er et barn, der bliver ked af det.
Derudover vil det være nødvendigt, at der pr. gang er 6 forældre, der hjælper med rengøring af de forskellige redskaber. Dette vil blive lavet som en turnusordning, så alle forældre kommer til at deltage aktivt i dette.
Gældende for Spring 0.-1. og 2.-4.:
Der vil være behov for forældrehjælp til at modtage børnene ved indgangen.
Derudover vil det være nødvendigt, at der pr. gang er 6 forældre, der hjælper med rengøring af de forskellige redskaber. Dette vil blive lavet som en turnusordning, så alle forældre kommer til at deltage aktivt i dette.
Alle børn på holdet skal efter træningen gå ud ved nødudgangen ved springhallen. Vi opfordrer til, at børnene bliver afhentet udenfor biblioteket. De vil være i følgeskab med en voksen.
Gældende for Juniorspring og rytme:
Vi forventer, at børnen er instrueret i hjemmefra at spritte af, når de ankommer. Derudover hjælper alle børnene hinanden med at rengøre redskaberne efter træning, inden de sættes på plads.
Gældende for Motion for sjov og Yoga:
Vi forventer, at alle spritter af, når de ankommer. Derudover skal alle selv medbringe en måtte til eget brug. Andre rekvisitter skal afvaskes efter brug.
Al indgang til træningen foregår via mellemgangen forbi caféområdet ned ad rampen.
Gymnastikafdelingen i Hornsyld Idrætsforening tilbyder gymnastiktræning for både børn og voksne.
I sæsonen 20/21 tilbydes 8 hold for forskellige aldersgrupper. Ansvaret for træningen ligger hos ca. 30 samvittighedsfulde og energiske instruktører i alle aldersgrupper.
Instruktørerne er frivillige og ulønnede, men brænder for at give børn, unge og voksne nogle gode oplevelser med gymnastik og bevægelse. Idrætsforeningen tilbyder, i samarbejde med DGI, kurser og uddannelse til instruktørerne. Gymnastikudvalget består af 5 medlemmer, der også er frivillige og ulønnede. Udvalgets opgave er at støtte instruktørerne og sørge for alle de praktiske gøremål i en idrætsforening.
Vi er altid åbne for nye tiltag, som kan støtte og udvikle det frivillige foreningsarbejde – vi ser det som en attraktiv og positiv del af et lokalsamfund, at der er et velfungerende foreningsliv. Har du ris/ros/kommentarer/forslag eller andet er du altid velkommen til at rette henvendelse til et af gymnastikudvalgets medlemmer. Interesserer du dig for gymnastik, måske har du endda selv erfaring inden for gymnastikkens verden, eller har du bare lyst til at være en del af instrukteamet, så kontakt os og hør om vi mangler en hjælpende hånd, på et af vores mange hold. Under alle omstændigheder kan vi tilbyde dig at blive skrevet op, så vi har mulighed for at kontakte dig på et senere tidspunkt.
Bliv sponsor i Hornsyld IF

Årets leder i Hornsyld IF 2019
Birgit Klein fra Hornsyld IFs gymnastikafdeling blev tirsdag den 2/9-20 overrasket til træningen på "Motion for sjov"....